Udsagnsord og udsagnsled: Udsagnsord er de ord, der kan tidsbøjes. Udsagnsled er betegnelsen for den funktion, som udsagnsord typisk udfører i sætningen: at fungere som et udsagn om grundleddet.
Udsagnsordenes tidsbøjning
Udsagnsordene deles i fire hovedgrupper efter deres bøjning:
- De regelmæssige
- De uregelmæssige
- Hjælpeudsagnsordene
- Mådesudsagnsordene
De regelmæssige udsagnsord har følgende former:
| Udsagnsordets: | Infinitte former | Finitte former |
| Navnemåde | to help | |
| Nutid | help(s) | |
| Datid | helped | |
| Kort tillægsmåde | helped | |
| Lang tillægsmåde | helping |
Navnemåden er udsagnsordets grundform. Den kan antage samme funktioner i en sætning som navneord, deraf den danske betegnelse, navnemåde. F.eks. To be or not to be – that is the question, hvor that er det foreløbige grundled og navnemåderne, to be or not to be, det egentlige grundled. Navnemåden optræder også i sammensatte udsagnsled og kaldes da hovedudsagnsordet.
Nutids- og datidsformen udgør selvstændige udsagnsled: He helps, he helped.
Tillægsmåderne kaldes sådan, fordi de typisk optræder som tillægsord, f.eks. a helping hand; a prize awarded.
Tillægsmåderne bruges også til at danne de sammensatte udsagnsled og kaldes da hovedudsagnsordet. Nogle enkelte, men på engelsk er det ikke ret mange, kan også stå som navneord, f.eks. the deceased (afdøde).
Fuldstændige og ufuldstændige udsagnsord
Har udsagnsordet alle former, kaldes det fuldstændigt. Mangler det en eller flere former, kaldes det ufuldstændigt. Alle regelmæssige og de fleste uregelmæssige udsagnsord er fuldstændige. De ufuldstændige finder du især blandt hjælpe- og mådesudsagnsordene.
Finitte og infinitte former
Nutids- og datidsformen kaldes tilsammen de finitte former (afsluttede), fordi de kan stå alene som udsagnsled. Grunden til at de kan stå alene er, at de indeholder sætningens tidsbøjning. Til gengæld er funktionen som selvstændigt udsagnsled også den eneste, de kan klare.
Navnemåden og de to tillægsformer kaldes de infinitte former (uafsluttede), fordi de ikke kan angive sætningens tidsbøjning og derfor ikke kan stå som selvstændige udsagnsled, men altid skal have hjælp af et andet udsagnsord, som så er det finitte.
Til gengæld er deres rolle så at være hovedudsagnsordet, som er det menings-/handlingsbærende element i leddet.
Udsagnsordenes personbøjning
Der er også stadig et lille levn af person- og entals-/flertalsbøjning tilbage i de engelske udsagnsord. Det ses i skemaet herunder i 1. person ental, fremtid og i s-bøjningen i 3. person ental nutid (help/helps) og i de varierende former i hjælpeudsagnsordene.
Enkle og sammensatte udsagnsled
Enkle udsagnsled består af et enkelt tids- og personbøjet udsagnsord, dvs. et finit udsagnsord.
Sammensatte udsagnsled består af et sæt på to eller flere udsagnsord, hvoraf det første er tids- og personbøjet (finit), og det sidste er et infinit hovedudsagnsord, dvs. en navnemåde eller en tillægsform.
Udsagnsleddenes funktioner
Udsagnsleddene kendes på, at de angiver sætningens tid og handling, men faktisk klarer de samtidig en hel del andre funktioner.
De signalerer, om grundleddet er aktivt eller passivt, de afslører din synsvinkel på forholdet mellem tid og handling, og de giver udtryk for, om du er neutral over for den handling, du skriver om, eller om du har en særlig indstilling til den. De signalerer også, om du anser handlingen for en kendsgerning, eller om du ser den som hypotetisk eller betinget.
Tid angives ved bøjningsendelser og brug af hjælpeverber.
Forholdet mellem tid og handling kaldes aspekt og angives ved valget mellem simpel tid, he helps, og udvidet tid, he is helping.
Handleform/lideform viser, om grundleddet er aktivt i forhold til den handling, der ligger i udsagnsordet: he helps, eller passivt: he is helped.
Indstilling, også kaldet modus, angives ved dit valg/fravalg af mådesudsagnsord og ved tidsforskydning af udsagnsordets handling.
Handling er selve udsagnsordets betydning, dets iboende mening.
Udsagnsordenes iboende mening lærer du selvfølgelig at kende ved at bruge dine ordbøger, men i mindst lige så høj grad ved også at være opmærksom på den sammenhæng, hvori du møder de enkelte ord i de tekster, du læser.